FORENINGENS ANTIDOPING POLITIK

FORENINGENS ANTIDOPING POLITIK

Formål

Antidopingpolitikken skal medvirke til at

  • skabe et attraktiv træningsmiljø for alle - uanset alder, køn, etnisk oprindelse
  • fastholde Foreningsfitness Stubbekøbing's gode image og sikre, at den kan leve op til krav om kvalitet
  • skabe en træningskultur, der forebygger brug af doping
  • sikre indgriben ved mistanke om, eller konstateret brug af doping
  • skabe debat og åbenhed om emnet for at imødegå fordomme og tabuer
  • at sikre tilgængelighed til materialer og information om doping og dopingens konsekvenser.

Indhold
Indholdet af denne antidoping politik er tilvejebragt af hensyn til medlemmernes sikkerhed, samt af hensyn til foreningens omdømme og evne til at organisere træning/motion for alle interesserede. Det er foreningens generelle holdning, at træning/motion og indtagelse af doping ikke hører sammen.
Alle medlemmer er forpligtet til at efterleve antidopingpolitikken.

Hvem gælder antidopingpolitikken for
Foreningens antidopingpolitik gælder for alle medlemmer/instruktører, samt for alle, der opholder sig i træningscentret eller er på besøg i træningscentret.

Hvor gælder antidopingpolitikken
Politikken gælder på alle foreningens områder. Den gælder også, når et medlem deltager i eksterne aktiviteter, f.eks. træning uden for centrets lokaler, eksterne møder, eksterne kurser m.v.
Der er ingen undtagelser fra politikken.

Nøglepersoner
Formålet med at have nøglepersoner er:

at sikre rettidig indgriben over for mistanke om/brug af doping
at gøre problemet synligt for medlemmerne
at sikre, at bekymringssamtaler om doping misbrug, sker på en ansvarlig, respektfuld og kompetent måde
Alle medlemmer af bestyrelsen samt foreningens eventuelle antidoping udvalg er nøglepersoner. Alle nøglepersoner har kompetence til at indkalde et medlem til en bekymringssamtale ved mistanke om brud på foreningens antidopingpolitik.

Hvad er en bekymringssamtale og hvordan foregår den
Såfremt en nøgleperson får mistanke om, at en person A med tilknytning til foreningen bruger forbudte stoffer, så vil A blive indkaldt til en bekymringssamtale. Ved bekymringssamtalen deltager 2 - 3 nøglepersoner. Er A under 18 år bliver forældremyndighedsindehaveren også indkaldt til samtalen. Under mødet vil A blive gjort opmærksom med hvilke observationer, der ligger til grund for indkaldelsen. A er forpligtiget til at deltage i samtalen.

Møder A ikke op til samtalen, eller ønsker A ikke at deltage i samtalen, så vil A´s medlemskab blive ophævet med øjeblikkelig virkning. Der udfærdiges et referat af mødet, som opbevares af Foreningsfitness Stubbekøbing. Såfremt bestyrelsen vælger at stille nogle krav til A i forbindelse med samtalen, så skal disse krav efterleves. Efterleves kravene ikke, medfører det tab af medlemskab.

Medlemmernes ret og pligt
Foreningen er medlem af Antidoping Danmark og DGI. Alle medlemmer er pligtige til at medvirke ved en doping test udført i forbindelse med Antidoping Danmarks fremmøde i foreningens lokaler og til foreningens aktiviteter.

Fortrolighed
Alle medlemmers oplysninger behandles fortroligt. Dog vil der efter en positiv dopingprøve (eller hvis man har nægtet af lade sig teste) ske offentliggørelse af resultat og konsekvens, dels i centrets lokaler - dels i DGI`s blad UDSPIL.

Fælles ansvar
Vi har alle et fælles ansvar for at Foreningsfitness Stubbekøbing er fri for doping.
Der er video-overvågning i træningslokalet.

Konsekvenser ved et brud på antidopingpolitikken
Hvis et medlem overtræder bestemmelserne i antidopingpolitikken eller ikke overholder de indgåede aftaler, vil medlemmet blive udelukket fra træning/deltagelse i foreningens aktiviteter. Udelukkelsen er på minimum 2 år fra alle DGI centre og aktiviteter. I gentagelsestilfælde er udelukkelsen er på livstid for foreningens vedkommende.

Foreningens regelsæt - ”Politik for samvær og adfærd” samt Anti Doping Danmark (ADD) §20:
Foreningsfitness Stubbekøbing er medlem af DGI og ADD. Det betyder, at du som medlem er forpligtiget til at lade dig teste for doping, hvis uvildige repræsentanter fra ADD forlanger det. Nægter du at lade dig teste, uanset årsagen hertil, bliver det betragtet som en positiv prøve. En positiv prøve medfører, at dit medlemskab ophører med øjeblikkelig virkning, og at du skal betale for alle omkostninger i forbindelse med dopingtesten. Oplysninger om din evt. positive prøve bliver givet videre til ADD, og en positiv prøve medfører mindst 2 års udelukkelse fra træning i alle motionscentre, der er tilknyttet DGI og ADD.